• Forside
• Nyheder
• Den røde trøje startede som en joke, men er blevet et frirum

Den røde trøje startede som en joke, men er blevet et frirum

03/02/2018 13:05

Hvis man for tre år siden fortalte nu 27-årige Maria Iversen fra Herning, at hun på nuværende tidspunkt ville være i gang med sin anden sæson for Rækker Mølle Håndbold, ville hun bryde ud i højlydt latter. Og for tre år siden var det faktisk sådan, det foregik, da hendes kæreste, Kristian Kirkeby, begyndte at lufte tanken om, at Maria skulle tage køreturen fra Herning til Rækker Mølle for at spille håndbold i den røde trøje.

”Da Kristian og jeg startede med at lære hinanden at kende, jokede han lidt med, at jeg skulle tage til Rækker Mølle for at spille. Det grinede jeg ret højt af, for jeg havde ikke noget tilhørsforhold til klubben, og så tænkte jeg, at det var langt væk og helt ude på landet,” siger Maria Iversen.

Maria har da heller ikke i sin tid som håndboldspiller skullet køre ret langt for at komme til træning. I sine ungdomsår spillede hun for Herning HF og som førsteårs senior blev det til en enkelt sæson i Herning Hauge. Herefter krydsede hun et par sæsoner i Tjørring IF af, hvor klubben rykkede op i 2. division, men i den efterfølgende sæson forsvandt en række faste spillere, og dermed også bredden. Det fik Maria til at rykke til Ikast Håndbold. Også her var hun med til at rykke holdet op i 2. division, men i den efterfølgende sæson, som i Tjørring IF, stoppede også halvdelen af holdet her.

Oplevelserne med ustabile træningsmiljøer fik derfor Maria og veninden Stine Moesgaard til at tage køreturen fra Herningegnen til Rækker Mølle Hallen for at prøve træningen af her inden starten af sæsonen 2016/2017.

Køreturen er slet ikke så lang  
Selvom Maria er uddannet sygeplejerske og derfor har skiftende arbejdstider, som både kræver nat- og weekendarbejde, og veninden, under en af de første træninger, bliver skadet, har Maria selv taget turen mod det vestjyske flere gange i ugen for at træne og spille kamp lige siden. Og køreturen, som Maria tænkte ville føles lang, er ikke helt så uoverskuelig længere.

”Jo flere gange jeg kom i hallen for at træne, jo kortere blev turen. Køreturen er faktisk positiv for mig. Der kan jeg slappe af i kroppen, inden jeg eksempelvis skal i nattevagt,” siger hun.

Plads til både det sociale og seriøse
For Maria er det sociale vigtigt. Derfor var en af årsagerne til, at hun valgte at blive i klubben, da veninden Stine bliver skadet, at hun tidligt følte sig velkommen og helt fra start bliver taget godt imod. Hun føler sig hurtigt som en del af holdet, selvom hun ikke har været i klubben ret længe.

Men at Maria gider at sætte kursen mod det vestjyske og køre de ca. 40 km mellem Herning og Rækker Mølle Hallen, er der flere årsager til. Maria mærker tydligt, at klubben ikke kun investerer i herresiden, som i mange andre klubber, men at der bliver lagt ressourcer og kræfter i begge sider. Samtidig føler hun, at både klubben og trænerteamet tager dameholdet seriøst.

Forventningerne til træningsmiljøet er, for Marias vedkomne, også blevet indfriet det sidste halvandet år.

”Folk kommer virkelig for at træne. Det her træningsmiljø udfordrer og udvikler mig, mens der samtidig er plads til, at vi har det sjovt og socialt godt på holdet,” siger Maria.

For Maria er det tydligt, at træningerne er velforberedte, hver gang holdet snører håndboldskoene, tager harpiks på bolden og går i hallen for at træne. Og netop den seriøsitet, der bliver kombineret med et socialt fællesskab med holdkammeraterne, er med til, at Maria er villig til at bytte arbejdsvagter for at kunne komme til træning og kamp.

”Rækker Mølle Håndbold er en klub, som jeg gerne vil bytte vagter for. De her træninger giver mig overskud og energi i hverdagen. Det er noget, jeg virkelig er glad for, at jeg prioriterer højt,” siger hun.

Holdkammeraterne er det vigtigste
For Maria er Rækker Mølle Håndbold en form for stor familie som giver plads til, at hun har kunnet føle sig hjemme, selvom hun ikke har haft sin lange håndboldopdragelse i klubben. Derfor er der heller ingen tvivl om, at det er holdkammeraterne, der er allervigtigst for hende.

”Pigerne på holdet siger tingene, som de er. Det synes jeg er helt vildt fedt! Alle har noget at bidrage med, og selvom jeg ikke er den ældste, er jeg alligevel 9 år ældre end den yngste, men det er slet ikke noget, man lægger mærke til. Vi fungerer bare sindssygt godt sammen,” fortæller Maria.